Ekstreme sportsudøvere

Annette Fredskov

Annette Fredskov beskriver sig selv som en helt normal kvinde. Men hvor "normal" er man, når man beslutter sig for at løbe et marathon - og altså 42,2 km - hver eneste dag i et helt år? Og det er lige præcis dét, som Annette begav sig ud i sidste år. 

For omrking 3 år siden fik hun konstateret sklerose. Hun mærkede kun en smule til det, men under hele forløbet med et marathon om dagen har hun ikke fejlet noget overhovedet. Hun har følt sig rask hele vejen igennem, og noget tyder på, at det godt kunne skyldes de lange løbeture. Der er sikkert mange, der ikke vil tro på, at det er sundt at løbe et marathon om dagen, for man belaster jo kroppen på det yderste. Men Annette har aldrig tvivlet. Hun satte sig et mål; og det skulle hun gennemføre. Med et helt team bag sig, en kæmpe opbakning fra familien og vejledning blandt læger, fik hun sat gang i sin drøm; et marathon om dagen. Ingen troede på hende udover hende selv og hendes mand. 

Men hvorfor vælge at gøre noget der ikke bare er hårdt fysisk men også psykisk? Annette Fredskovs viljestyrke kom af, at hun var nysgerrig. Hun ville vide om kroppen og sindet kunne arbejde sammen, når der ikke blev sat nogen begrænsninger. Hun synes det hele har været fantastisk - men hårdt. Dog har hun aldrig overvejet at give op. Nu hvor hun har gennemført sit mål har hun allerede sat sig et nyt; hun vil løbe 5 marathon på 48 timer - altså 2 dage.

Anders Risager 

Vi fik kontakt med ultraløberen Anders Risager, der løber distancer over 42,2km (altså et marathon). - 50km, 100km - ja, der er ingen grænser. Han svarede på vores spørgsmål, og vi kan igen konkludere, at grunden til ekstreme sportspræstationer ligger i det mentale.

Først og fremmest så elsker jeg at løbe. Det er gået fra at være et middel til at tabe mig til at være noget jeg næsten er nød til at gøre, man kan vel godt gå så langt som at sige at jeg er blevet afhængig af det.

- Hvad er dit motiv for at løbe ekstreme distancer? - Hvad er din drivkraft?

Jeg har valgt at løbe de lange distancer lidt ved et tilfælde. Det skal siges, og jeg ved godt at det her lyder lidt selvfedt, men for mig så er et Marathon ikke langt, i hvert fald ikke mere, efter jeg havde løbet de første 20 Marathons inden for 5-6 måneder så fandt jeg ud af at det ikke var helt umuligt. En af mine løbevenner spurgte mig så på et tidspunkt om jeg ikke ville forsøge mig med et Ultra løb. En "ultra" er alle løb der er mere end 42,2km langt og det næste i rækken var så 50km.

Hvis min kone ikke var positiv over for mit løberi, ja, så kunne jeg godt forudse nogle diskussioner en gang imellem. Det det handler om er at finde noget man kan lide at gøre og så gøre det. Man kommer aldrig i form af at dyrke en sportsgren, man egentlig ikke synes særlig meget om.
Mht. til kost så startede jeg min løbekarriere med at være meget opmærksom på hvor mange kalorier og ikke mindst hvilke kalorier jeg fik ind. Det forkuserer jeg ikke så meget på mere. Jeg prøver at spise nogenlunde sundt og så bare sørge for at holde mig nogenlunde i form.

Det er jo kun 8km længere end et marathon så det kastede jeg mig ud i og gennemførte forholdsvis let.

Derfra var skridtet til de 100km, i mine øjne ikke så stort.

Det der driver mig er lysten til at presse mig selv. At se hvor langt jeg kan rykke mig selv. Kan jeg rykke mig selv ud over grænsen af hvad andre siger er muligt?

- Hvordan reagerer du på det psykisk - både før, under og efter løbeturerne?

Op til større løb er jeg næsten ikke til at være samme rum med. Jeg er mega anspændt og snerrer af folk. Jeg er så fokuseret på det jeg skal. Udover det er jeg også i tvivl om jeg i det hele taget kan klare det. Nervøsiteten og fokuseret er det der kendetegner dagene op til et større løb.

Når først turen er startet, letter alt presset. Nu er jeg jo igang med at gøre det jeg elsker, det er den lette del af løbet, jeg fortæller mig selv at det jo bare handler om at sætte den ene fod foran den anden og så bare blive ved.

Efter de lange ture er jeg meget opstemt. Jeg er selvfølgelig også vildt træt, men meget opstemt. Det er fedt at vide at jeg lige har gjort noget som kun meget få andre mennesker kan.... og næsten umiddelbart efter begynder jeg tænke på hvad det næste mål så skal være... jeg er ikke så god til at sætte mig ned og nyde min bedrift, jeg vil helst bare igang igen med noget nyt.

- Har du et team eller nogle omkring dig til opbakning? Og hvad betyder det for dig?

Jeg har som sådan ikke noget team omkring mig udover min kone og børn. De ved hvor meget det betyder for mig at få lov til at gøre det jeg elsker. Min kone og jeg er ret gode til at give hinanden plads til at gøre det der gør os glade.

- Vil du råde andre til at gøre det samme - Mener du selv at det er sundt? Og ved du om det på længere sigt kan give konsekvenser?

Jeg vil råde folk til at motionere, jeg vil råde dem til at holde sig i form, men ikke nødvendigvis via løb.

Er du løber så vil jeg nok ikke råde andre til at gøre det samme som mig. og for at svare på det næste spørgsmål, så nej, det jeg og mine venner laver er ikke sundt. Man plejer at sige at træningen op til et marathon er sundt, men selve marathon løbet er ikke sundt. Det samme siger så sig selv med de længere distancer.

Der er da en del der får problemer efter de længere distancer. Faktisk ved man ikke så meget om hvad der helt præcist sker i kroppen på folk som mig, men det at presse kroppen ekstremt er nok ikke sundt. Men jeg gør det jo heller ikke fordi det er sundt, jeg gør det fordi jeg elsker det. Det er det samme med f.eks. en faldskærmsudspringer. Han ved da at det han laver er farligt, men det er jo ikke derfor han gør det, han elsker det at falde igennem luften og så er det at det potentielt er farligt bare en del af det.

Sidst min ikke mindst så plejer mit korte svar til spørgsmålet om det jeg laver er sundt, at være "nej det er ikke sundt, men det er sundere end at sidde på sin flade og se fjernsyn hele dagen og lave ingenting".

- Hvordan forbereder du dig på dine løb mentalt og mht. træning og kost?

Mentalt forbereder jeg mig via træningsturene op til de store løb. Kan jeg løbe 30km i tempo 5:00min/km så kan jeg også løbe 60km i tempo 6:00min/km. Jeg kender efterhånden mig selv ret godt.

- Hvad siger lægerne til dine bedrifter?

Jeg er ikke så meget i kontakt med læger for at være helt ærlig. Jeg har haft lidt knæproblemer på et tidspunkt og min normale læge opfordrede mig til at skære ned på mine løbeture, velvidende at jeg ikke ville gøre det. Han sendte mig til en speciallæge der også selv var ekstremløber og ham kunne jeg bedre identificere mig med.